Først og fremmest tillykke med dit/jeres kommende barn.
Du som mor skal på en rejse, hvor din krop vil ændre sig og dit foster/barn i maven har brug for næring og ro til at vokse under graviditeten.
Det er derfor af stor betydning for dit kommende barn, at du før-, under- og efter graviditeten giver dit barn de bedste forudsætninger. De bedste forudsætninger handler om kost, rygning, alkohol, stress, søvn og motion. Jeg vil her skrive lidt om fysisk aktivitet/motion under graviditet.
Hvis du er fysisk aktiv før din graviditet, kan du fortsætte på samme niveau under din graviditet. Hvis du ikke har været fysisk aktiv før, kan du øge dit aktivitetsniveau under graviditeten gradvist.
Man skal holde sig fra kontaktsport, sport hvor der er risiko for at falde, som fx ridning og skisport, samt høj intensitets træning, hvor du udmattes maximalt og derudover klassiske mavebøjninger. Du kan med fordel gå ture, løbe, styrketræne, svømme, cykle mm.
Forskning viser at kvinder der er fysisk aktive, føder børn med en lavere fødselsvægt end gravide, der er inaktive. Fysisk aktive kvinder føder derfor børn med en lavere fedtprocent, hvilket er et sundhedstegn. Præmature børn er ikke med i denne statistik.
Fysisk aktivitet er defineret som aktivitet mindst 30 min. om dagen med moderat intensitet. Al aktivitet udover er bare bonus for din sundhedstilstand.
Under din graviditet bliver dit barn større og større, hvilket presser din bækkenbund, lænd, hofter mm. Din holdning ændres, da dit tyngdepunkt flyttes grundet den ’store’ mave, du falder måske mere sammen i øvre ryg og din vejrtrækning bliver påvirket, når du kommer længere hen i graviditeten. Alt sammen grundet at dit barn vokser og ikke giver så meget plads til dine organer.
Det kan derfor være en stor fordel, at du under graviditeten træner din bækkenbund, lænd og hofter og arbejder med vejrtrækningen. Det har ikke kun en fordel under graviditeten, men også under fødslen og efter graviditeten. Jo stærkere du er, jo mere kan du yde under fødslen og jo hurtigere kan du komme ovenpå igen efter fødslen.
Vi kan i Fysikken vejlede dig igennem en graviditet hvor du føler dig stærkere. Min overbevisning er at jo bedre i kontakt du er med din krop, vejrtrækning og bækkenbund, jo mindre smertefuld vil din fødsel være – hvis det er en normal fødsel. Hvis du skulle opleve komplikationer under din graviditet, kan vi hjælpe dig med vejledning og mange gange aflaste dine smerter ved behandling og træning.
Husk at bruge din krop før, under og efter din graviditet. Du bliver fysisk og psykisk stærkere, hvilket påvirker dit barn positivt. Glæden ved din krop og det at være aktiv smitter af på dit barn.
Fysioterapeut Mie Olsen.
☎ 57612465
📧 fysikken@fysikken.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *